Mobilbank godt modtaget

"God og brugervenlig app", "En absolut must have app". Det er nogle af de kommentarer, som lægerne giver bankens nye tilbud, LPBmobilbank, med på vejen. I en række anmeldelser på App Store fremhæver lægerne især, at mobilbanken er nem at installere, intuitiv at bruge, stabil og at den gør det muligt at klare de vigtigste funktioner på farten, fx tjekke konti og overføre penge.

Den version af mobilbanken, der blev lanceret 1. april, er udviklet til iPhone, iPod Touch og iPad. I starten af juli forventer banken også at kunne tilbyde en mobilløsning til brugere af smartphones med Android-teknologi.

Blandt reaktionerne på første version er også et par forslag til forbedringer, fx mulighed for at betale regninger og girokort via mobilbank. Lægernes Pensionsbank har noteret sig disse forslag og vil tage dem med i overvejelserne om mobilbankens videre udvikling.