Pensionskassen med til at bygge Nordea-domicil

Nordea Liv & , Lægernes Pensionskasse og Lægernes Pensionskasse og PensionDanmark investerer ca. 1,3 mia. kr. i Nordea Bank Danmarks nye Ørestadsdomicil i København.

Godt en million danske pensionsopsparere bliver medejere af Nordea Bank Danmarks kommende Ørestadsdomicil i København. Nordea Liv & Pension, Lægernes Pensionskasse og PensionDanmark har stiftet et nyt selskab, som skyder ca. 1,3 mia. kr. i det nye domicil, der efter planen står færdigt i 2016. De tre selskaber kommer til at eje en tredjedel hver af det nye selskab

Nordea Ejendomsinvestering har stået for at udvikle projektet og sammensætte investorkredsen. Selskabets direktør, Palle Gyldenløve, glæder sig over, at det er lykkedes at samle en stærk kreds af investorer og mener, at der er tale om en fornuftig investering.

"Det nye domicil opfylder alle betingelser for en god ejendomsinvestering. Beliggenheden er perfekt i Ørestad Nord, som er et område i spændende udvikling tæt på Rådhuspladsen og med gode transportmuligheder. Byggeriet har den højeste miljøcertificering, og ejendommen er lejet ud på en langtidskontrakt til en solid lejer. Samlet set vil investeringen sikre pensionsselskabernes medlemmer et fornuftigt og stabilt afkast i en årrække," siger Palle Gyldenløve.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over, at investorkredsen bag Nordeas kommende domicil er på plads.

"Det er helt afgørende, at vi får skabt vækst i København. Jeg er meget glad for, at Nordea har valgt at placere bankens nye domicil i Ørestad. Det er positivt for udvikling i Ørestad og på Amager," siger Frank Jensen.

Det nye domicil skal i første omgang huse ca. 2.200 medarbejdere i Nordea Bank Danmark og vil bestå af to bygninger med et samlet etageareal på 46.000 kvadratmeter og et kælderareal på 11.000 kvadratmeter. Der er desuden mulighed for at opføre to bygninger på nabogrunden, således at det samlede etageareal kommer op på 70.000 kvadratmeter.

Det er udviklingsselskabet By & Havn, der står for arealudviklingen i Ørestad og som har solgt grunden til investorkredsen.

Byggeriet af det nye domicil går i gang i 2013, når der foreligger en godkendt lokalplan.