Vær opmærksom ved brug af NemID-nøglekort

Fra BEC (Bankernes EDB-Central) har vi modtaget denne advarsel: 

I den seneste tid har der været forsøg på at omgå netbank-sikkerheden ved hjælp af en virus. Du bør derfor være særlig opmærksom, hvis du bliver bedt om nøgle (fra NemID-nøglekortet/nøgleviseren) på andre tidspunkter end normalt.

Det er vigtigt at understrege, at det seneste angreb fra it-kriminelle ikke ændrer ved den generelle sikkerhed bag NemID. Du kan derfor trygt anvende din webbank, som du plejer.

Sms-bekræftelse - en ekstra sikkerhed

I webbanken har du som kunde en ekstra sikkerhed i form af sms-bekræftelse. Du vil, når du gennemfører betalinger, der afviger fra dit normale mønster i webbanken, opleve, at der kræves en ekstra bekræftelse af betalingens oplysninger. Det kan fx være ved betaling af et stort beløb eller ved udenlandske betalinger. I de tilfælde bliver der sendt en sms med en kode til din mobiltelefon, og denne kode skal du indtaste i Webbank, inden du godkender betalingen, som du plejer. Hvis transaktionen ikke er bestilt af dig, vil du hurtigt kunne se, at der er noget galt.

Sker det, skal du kontakte banken eller Netbank-supporten på 70 24 66 00.

Tjek om du har virus på din pc

Du kan selv undersøge, om din pc er inficeret med virussen ved at hente værktøjet BankTexeasy Detection Tool.

Sådan gør du:

1. Klik her: Download værktøjet

2. Klik på "Åbn"

3. Dobbeltklik på filen "BankTexeasyDetect"

4. Klik på "Kør"

5. Klik på "Scan".

Herefter vil værktøjet automatisk tjekke, om NemID-netbankvirussen findes på din pc. Hvis du er i tvivl, om du har været udsat for hacking i Webbank, eller hvis BankTexeasy Detection Tool viser, at din computer er inficeret, skal du kontakte Netbank-supporten.

Sådan fjernes en virus

Der findes i øjeblikket ikke et program, der kan fjerne virussen, så du bør tage backup af billeder og dokumenter, hvorefter pc'en skal formateres og geninstalleres.

Vi opfordrer dig til altid at opdatere dit virusprogram og øvrige programmer på computeren.

Du er velkommen til at kontakte Netbank-supporten på 70 24 66 00, hvis der opstår problemer med virustjekket, eller hvis du har yderligere spørgsmål.