Banken klar med bidragsrabat

Bidragsrabat fra banken lægger en dæmper på Totalkredits prisstigning.

For kort tid siden meddelte Totalkredit, at bidraget på realkreditlån vil stige til sommer. Banken har ikke haft indflydelse på beslutningen, som vi først fik kendskab til, da den blev offentliggjort i begyndelsen af februar.

Vi har altid lagt vægt på, at vores priser er særdeles attraktive. Vi har derfor den seneste tid arbejdet på at finde en løsning, så vores kunder fortsat vil have konkurrencedygtige priser på realkreditlån.

Bidragsrabat retur til kunderne
Vi kalder vores løsning for bidragsrabat. Det betyder, at for hver lånt million får kunden 1.000 kroner om året i bidragsrabat fra banken. Det gælder alle berørte typer realkreditlån, uanset om det er lån med rentetilpasning eller fast forrentede lån. Modellen for bankens bidragsrabat afhænger af markedsforholdene og er gældende indtil videre.

Kundekroner fra Totalkredit
Nykredit har netop meddelt, at de har til hensigt at yde Totalkredit et tilskud på 600 mio. kroner. Der er en forventning om, at disse penge sendes videre til Totalkredits kunder som ”kundekroner” for at imødegå prisstigningen. Bliver det en realitet, kan det få indflydelse på bidragsrabatten fra banken.*

Også bidragsrabat til nye kunder
Nye kunder får også bidragsrabat, hvis de skifter til Lægernes Pensionsbank.

Kunder, der vælger at omlægge til Totalkreditlån i 2016, kan spare det normale gebyr til banken. 

Dateret 8. marts 2016

   

* Tilføjelse til nyhed:
Bidragsrabatten er erstattet af Kundekroner fra Totalkredit fra 1. juli 2017.