Lægerne investerer 1 mia. kr. i ny infrastrukturfond

Med en investering på 1 mia. kroner i fonden Copenhagen Infrastructure III (CI III) øger Lægernes Pension nu investeringerne i infrastruktur og vedvarende energi.

Lægernes Pension investerer 1 mia. kroner i CI III i samarbejde med JØP og DIP, som ligeledes investerer 1 mia. kroner. Med et samlet tilsagn på 2 mia. kroner opnår konsortiet anchor investor status i fonden.

Lægernes Pension er i forvejen medinvestor i søsterfonden Copenhagen Infrastructure II, hvor pensionskassen i 2014 investerede 1,25 mia. kroner. Det har givet tilfredsstillende resultater.

Investeringen i CI III repræsenterer ’det bedste af to verdener’ for Lægernes Pension:

”Vi kan agere miljømæssigt ansvarligt og samtidig lægge fundamentet til et godt afkast. Begge dele vejer tungt blandt vores medlemmer”, siger finansdirektør Niels Elmo Jensen om baggrunden for lægernes engagement i fonden.

Den nye fond fokuserer som sin forgænger på produktion af vedvarende energi med energi-infrastruktur som fx investeringer i onshore og offshore vind, biomasseanlæg og solenergianlæg. Geografisk set opererer fonden globalt, men fokus ventes lagt på Nord- og Vesteuropa og Nordamerika.