Lad dig ikke narre af it-svindlere

Ofte forsøger it-svindlere at franarre oplysninger om koder eller kort via e-mail, sms eller ved opringning. Der kan fx være et link i e-mail eller sms, som sender dig videre til en hjemmeside og beder dig indtaste oplysninger, som it-svindlerne senere misbruger. De gør et stort arbejde med at få e-mail, sms og hjemmesider til at se officielle ud. Derfor kan det være svært at se forskel.

Andre gange ringer de op og udgiver sig for at være ansat i banken eller i netbank-support. De kan endda have forfalsket opkaldsnummeret, så det ser ud som om, at de ringer fra banken.

Vi vil aldrig ringe til dig, sende en mail eller sms, hvor vi beder dig oplyse din NemID kode, pinkode, betalingskortnummer mv. Læg røret på, hvis du bliver ringet op af en, som ønsker at få de informationer. Får du e-mail om samme, så slet mailen og blokér afsenderen, så den ikke dukker op i din indbakke på ny.

Oplys aldrig om dine kort eller koder, hvis du får en e-mail, sms eller opringning herom. Og spær kort/ændr koder, hvis du får mistanke om misbrug. Kortet kan du spærre i netbanken.