Bankrådgiver for læger

Lægernes Bank er en bank for læger og deres familier. Vi har fokus på at skabe værdi for lægerne og har brug for en erfaren og initiativrig bankrådgiver, der har lyst til at tage sig godt af lægerne.

Jobbet

I et nært samarbejde med dit team skal du sørge for at give vores kunder en kvalificeret rådgivning og en god kundeoplevelse. Det er en meget attraktiv kundegruppe, der har brug for helhedsrådgivning ud fra deres livsforløb.

Kundekontakt fylder meget i jobbet – enten over telefonen, online eller ved at mødes på traditionel vis. Du får din egen kundeportefølje, som du skal pleje og i vid udstrækning selv opsøge, når du ser, at der er behov for rådgivning.

Dine kvalifikationer

Du har en finansiel baggrund som finansøkonom eller finansbachelor.

Vi lægger vægt på, at du har arbejdet med og interesserer dig for at rådgive om finansiering af bolig og investering.

Det vil være et plus, hvis du tidligere har arbejdet med BEC’s systemer.

Som person

  • tager du initiativ og skaber merværdi for kunden
  • er du åben og imødekommende og god til at formidle
  • tackler du udfordringer og tager ansvar
  • arbejder du struktureret med dine kunder
  • er du i stand til at levere høj service og kvalitet, også når der er travlt
  • har du fokus på, at kunden er tilfreds – hver gang.

Oveni er du en god kollega, der ser styrken i at arbejde sammen som et team. Vi er 10 rådgivere i teamet, der har fokus på kvalitet i arbejdet, høj trivsel og arbejdsglæde i dagligdagen.

Det bliver du en del af

Vi tilbyder den samme række af produkter som i andre banker. Vores kendskab til lægers økonomi er baseret på mange års erfaring, og rådgivningen er målrettet det, lægerne typisk har brug for. Flere år i træk er Lægernes Bank kåret som Bedst i test af Forbrugerrådet Tænk. Det forpligter.

Vi tilbyder dig

  • en arbejdsplads med fokus på sundhed, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • en fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde
  • kantine- og massageordning
  • let adgang til Flintholm Station med bus, metro og S-tog
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau.