Erfaren bankrådgiver til storkundeteam

Lægernes Bank er en bank for læger og deres familier. Vores fokus er at skabe værdi for lægerne, og vi har brug for endnu en erfaren og initiativrig bankrådgiver til vores storkundeteam, der har lyst til at tage sig godt af lægerne og deres penge.

Jobbet

Sammen med dine 11 kolleger i storkundeteamet skal du fortrinsvis rådgive læger med egen praksis om deres økonomiske forhold og muligheder. Det gælder både erhvervsdelen og deres private økonomi og er fx

  • købs- og driftsfinansiering af lægepraksis
  • investering af frie midler, pensionsopsparing og midler under virksomhedsordningen
  • boligfinansiering
  • almindelige daglige bankforretninger.

Kundekontakt fylder meget i jobbet – enten over telefonen, online eller ved at mødes på traditionel vis. Du får din egen kundeportefølje af et meget attraktivt kundesegment, som du skal pleje og i vid udstrækning selv opsøge, når du ser, at der er behov for rådgivning.

Jobbet er en fuldtidsstilling.

Dine kvalifikationer

Du har en bred finansiel baggrund, fx som finansøkonom eller finansbachelor.

Du har mindst tre års relevant erhvervserfaring med rådgivning af større privatkunder og mindre erhvervsengagementer. Vi lægger vægt på, at du kan analysere regnskaber og har stærke kreditmæssige kompetencer. Det vil være et plus, hvis du tidligere har arbejdet med BEC’s systemer.

Som person

  • tager du initiativ og skaber merværdi for kunden
  • er du udadvendt og imødekommende og god til at formidle
  • har du fokus på, at kunden er tilfreds – hver gang
  • tackler du udfordringer og trives med at sætte høje mål
  • er du i stand til at levere høj service og kvalitet, også når der er travlt.

Oveni er du en god kollega, der ser styrken i at arbejde sammen som et team.

Det bliver du en del af

Vi tilbyder den samme række af produkter som i andre banker. Forskellen ligger i rådgivningen og i prisen.

Vores kendskab til lægers økonomi er baseret på mange års erfaring, og rådgivningen er målrettet det, de typisk har brug for. Lægernes Bank er flere år i træk kåret som Bedst i test af Forbrugerrådet Tænk.

Du bliver en del af en koncern i positiv udvikling, hvor din indsats og indflydelse er synlig. Vi arbejder i teams og har pensions- og investeringsspecialister nær ved, som du kan trække på for at finde den bedste løsning til kunden.

Vi tilbyder dig

  • en arbejdsplads med fokus på arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • flextid, kantine- og massageordning
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau.