Kreditrisikoanalytiker

Lægernes Bank er for læger og deres familier. Som bank skal vi leve op til en omfattende finansiel regulering, også på kreditområdet.

Vi har brug for en dygtig specialist, der kan bistå med at sikre det samlede overblik over bankens kreditrisici.

Jobbet

Der er tale om et alsidigt og ansvarsfuldt job. I et nært samarbejde med analysechefen og kreditchefen skal du identificere, styre og rapportere om bankens krediteksponeringer og kreditrisici.

Dine primære opgaver bliver at

  • overvåge kreditpolitikken og følge op på kreditkvaliteten
  • identificere tendenser og implementere ny regulering på kreditområdet
  • opgøre tabsrisiko og håndtere svage og nødlidende engagementer
  • opgøre nedskrivninger jf. IFRS 9
  • rapportere til ledelse og Finanstilsyn
  • sikre datakvalitet.

Jobbet er en fuldtidsstilling.

Dine kvalifikationer

Du har en relevant uddannelse gerne på kandidatniveau, fx cand.merc.fir eller cand.merc.aef.

Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med kreditrisiko i finanssektoren i et par år og har kendskab til den regulering, som danner rammen om kreditformidling i banker.

Du interesserer dig for databehandling og er dygtig til Excel.

Som person

  • er du nysgerrig og tager initiativ
  • kan du bevare overblikket og arbejde struktureret
  • er du vedholdende og tager ejerskab
  • er du god til at samarbejde på alle niveauer i organisationen
  • formår du at håndtere mange forskellige opgaver med skiftende og ofte skarpe deadlines.

Oveni er du en god kollega, der ser styrken i at arbejde sammen som et team.

Det bliver du en del af

Du bliver en del af en koncern i positiv udvikling, hvor din indsats og indflydelse er synlig.

Kreditområdet er en del af finansområdet i Lægernes Pension & Bank, som beskæftiger godt 25 specialister indenfor kredit, investering, formueforvaltning og kapital- og balancestyring.

Kreditområdet og reguleringen af banker er i rivende udvikling. Du får et bredt arbejdsfelt og har god mulighed for at videreudvikle dine kompetencer inden for kredit-, kapital- og balancestyring.

Vi tilbyder dig

  • en arbejdsplads med fokus på arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau.