Pensionsspecialist til rådgivning og sagsbehandling

Lægernes Pension skal sikre lægerne og deres familier økonomisk tryghed gennem livet. Og vi er mere end en pensionskasse. Vi er nemlig også en bank og en investeringsforening. Vi ser pensionsrådgivning som en helhed og ønsker, at vores medlemmer skal opleve det samme.

Vi har brug for en erfaren og dygtig pensionsspecialist til vores pensionafdeling på syv medarbejdere, der har lyst til at tage sig godt af lægerne.

Pensionsafdelingen er en del af området Kunder & Medlemmer, der også rummer bankteams.

Jobbet
Jobbet er alsidigt. Du kommer til at beskæftige dig med både rådgivning og sagsbehandling af arbejdsmarkedspension og andre pensionsprodukter.

Kontakten med medlemmerne fylder meget i jobbet og foregår typisk pr. telefon. Du skal formå at komme hele vejen rundt om lægens livscyklus og de forskellige pensionsydelser, som lægen kan have gavn af. Desuden skal du fungere som ambassadør for bankens supplerende ydelser.

Du kommer til at håndtere alle typer pensionssager. Det gælder lige fra den nyuddannede læge bliver medlem af pensionskassen og frem til pensionering. Sagsbehandling ved kritisk sygdom, invaliditet og død bliver også en del af din hverdag, ligesom du skal hjælpe medlemmerne med at blive fortrolige med vores selvbetjeningsløsninger.

Endelig skal du være med til at forbedre vores arbejdsgange og metoder i samarbejde med kollegerne i organisationen på tværs af pension og bank.

Dine kvalifikationer
Du er uddannet på Forsikringsakademiet niveau 5 eller tilsvarende.

Vi lægger vægt på, at du er en garvet sagsbehandler og kan rådgive om komplekse pensionsforhold, stille de kritiske spørgsmål og opfange de relevante signaler.

Du er fortrolig med Excel på udvidet niveau, og det er en fordel, hvis du har kendskab til LivNet.

Som person er du selvkørende, tager ansvar og udviser god dømmekraft. Du trives med at få tingene til at ske og bidrager med struktur og systematik.

Du er fleksibel og trives med mange forskellige sceneskift i løbet af en arbejdsdag, og du har blik for nye muligheder – både i dit arbejde og i rådgivningen af lægerne.

Det får du glæde af
Du bliver en del af en koncern i positiv udvikling, hvor din indsats og indflydelse vil være synlig. Vi er et af de få steder, hvor pension, bank og investeringsforening går hånd i hånd. Vi har et attraktivt medlemssegment med en meget høj medlemstilfredshed – det forpligter.

Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver, og der er gode udviklingsmuligheder i jobbet, hvis du er indstillet på det.

Vi tilbyder dig

  • en arbejdsplads med fokus på arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • sparring med engagerede kolleger med et højt fagligt niveau
  • attraktiv løn og pension og syv ugers ferie
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog.

Vil du høre mere om jobbet
er du velkommen til at kontakte medlemschef Mie Thorseth på 33 47 81 16 eller mth@lpb.dk.