Ændring i pensionen

I de senere år har Lægernes Pension flere gange justeret pensionsordningerne, dels på grund af det lave renteniveau, dels fordi medlemmerne lever længere. Effekten af ændringerne afhænger blandt andet af, hvilken ordning man har.

Pensionsordningen består af en grundpension og nogle tillæg. Tilsammen udgør de det beløb, der udbetales som pension. For alle medlemmer og pensionister er enten hele pensionsordningen eller en del af den med betinget garanti:

  • Er ordningen oprettet før 1. juli 1999 og ikke omtegnet i 2009, 2012 eller 2015, er stigninger i pensionen siden 2000 med betinget garanti, mens resten af pensionen er garanteret, og derfor ikke berørt af ændringerne.
  • Er ordningen oprettet 1. juli 1999 eller derefter, er hele pensionsordningen med betinget garanti. Det gælder også, hvis pensionen er omtegnet i 2009, 2012 eller 2015.

Mens pension med garanti som udgangspunkt kun kan nedsættes, hvis Lægernes Pension ikke lever op til lovens solvenskrav, kan pension med betingede garanti ændres ved særlige forhold vedrørende levetid og rente.

Medlemmerne i Lægernes Pension lever længere og længere. Det er naturligvis en god udvikling, men det betyder også, at pensionen skal strække længere.

Med års mellemrum ændres levetidsforudsætningerne i pensionsberegningerne, så de stemmer overens med medlemmernes observerede levetid plus en ekstra forbedring nogle år frem. Det må forventes, at pensionerne vil blive sat ned med 5 til 10 års mellemrum, hvis levetiden fortsætter med at stige i det nuværende tempo.

Ved den seneste regulering i 2015, steg den forudsatte levetid med 1,5 år for en 30-årig mand og 1,7 år for en 60-årig mand, mens stigningen for kvinder var ca. 0,5 år uanset alder. Det svarer til, at en 30-årig skal arbejde 4 måneder længere for at opnå samme pension, som man før kunne få, når man fyldte 67 år. En 60-årig, hvor der typisk er forskel på pensionen for mænd og kvinder, skal arbejde 9-10 måneder længere for mænd og 2-5 måneder længere for kvinder, for at opnå samme pension, som man før kunne få, når man fyldte 67 år.

Beregningerne er baseret på købekraften af pensionen. Udover den længere levetid tager beregningerne også højde for en mindre ændring, der følger af lavere forventninger til kontorente og inflation for de nærmeste 5 år.

På generalforsamlingen i 2015 orienterede bestyrelsen om, at grundlagsrenten ville blive sat ned til -0,5 pct. fra 2016. Ændringen skulle gælde ordninger med betinget garanti, hvor grundlagsrenten var 0 procent. Årsagen var, at de i forvejen meget lave markedsrenter var fortsat med at falde, og at flere endda var negative. Nedsættelsen blev suspenderet kort tid efter, da renterne steg kortvarigt i løbet af 2015. Igennem 2016 faldt renten, hvorfor nedsættelse af grundlagsrenten igen blev aktuelt. Grundlagsrenten blev derfor sat ned med virkning fra 1. januar 2017.

Den negative grundlagsrente betyder ikke, at pensionerne vil blive forrentet negativt. Ved at sætte grundlagsrenten ned undgår vi at købe dyre renteforsikringer. I stedet kan pengene investeres mere frit for at kunne opnå et konkurrencedygtigt formueafkast til medlemmerne.

Pensionen består af en grundpension og nogle tillæg, der tilsammen giver det beløb, som medlemmet får udbetalt i pension. Grundlagsrenten er den rente, som vi bruger til at beregne grundpensionen. Når vi sætter grundlagsrenten ned på ordninger med betinget grundlag, bliver grundpensionen mindre. Men samtidig sættes tillæggene op, så det opvejer den lavere grundlagsrente. Den investeringsfrihed, som vi har opnået ved at sætte grundlagsrenten ned, er netop en forudsætning for at kunne sætte tillæggene op.

Den samlede pension bliver derfor stort set uændret. Nogle vil opleve, at den bliver lidt mindre, mens andre vil få lidt mere i pension. Det afhænger bl.a. af, hvor længe man har sparet op.

Medlemmerne blev varslet om ændringen pr. brev i december 2016.

Som konsekvens af et meget lavt renteniveau og en stigning i medlemmernes levetid ændres de pensionsordninger eller dele af pensionsordninger, der har betinget garanti. Mens rentefaldet stort set ikke berører den samlede pension, betyder den længere levetid, at pensionen bliver mindre pr. 1. januar 2015.

Det lave renteniveau betyder, at grundlagsrenten sættes ned fra 0,5 pct. til 0 pct. Samtidig sættes tillæggene op, så det kompenserer for den lavere grundlagsrente. Det er muligt, fordi forventningen til det langsigtede afkast ikke har ændret sig.

Medlemmerne lever stadig længere. Derfor bliver den årlige pension mindre, da den samme opsparing skal række til flere års pensionsudbetaling.

Samlet medfører ændringerne, at pensionen sættes ned.

For ikke-pensionerede medlemmer er der tale om nedsættelser på typisk 3-4 pct. for medlemmer med unisex-ordning. For kvinder med kønsopdelt ordning er ændringen typisk 2-3 pct., mens den for mænd med kønsopdelt ordning typisk er 5-7 pct. Nogle vil kunne opleve fald i pensionen på op mod 10 pct.

For de ældre pensionister bliver pensionen typisk nedsat noget mere, da den forholdsmæssige ændring i den forudsatte restlevetid er større. For de ældste mandlige pensionister bliver pensionen sat ned med op til ca. 20 pct. For de ældre kvindelige pensionister er nedsættelsen mindre.

Medlemmerne blev varslet om ændringerne pr. brev i november 2014.

Det historisk lave renteniveau betyder, at en grundlagsrente på 1 pct. ikke længere er en forsigtig antagelse om den fremtidige forrentning. Derfor nedsættes grundlagsrenten pr. 1. januar 2013 på ordninger og dele af ordninger med betinget garanti. Da størrelsen af grundpensionen beregnes ud fra grundlagsrenten, bliver grundpensionen derfor mindre. Tillæggene til pensionen sættes samtidig op for at kompensere for den lavere grundpension.

Ved at nedsætte grundlagsrenten undgår pensionskassen at købe renteforsikringer, der vil medføre et betydeligt mindre afkast af pensionsopsparingerne end forventet. Ved at nedsætte grundlagsrenten kan Lægernes Pension fortsat investere med henblik på at opnå det størst mulige afkast til medlemmet.

Medlemmerne varsles om ændringen af grundlagsrenten pr. brev i oktober 2012.

Som konsekvens af det lave renteniveau nedsætter Finanstilsynet den maksimale grundlagsrente fra 2 til 1 pct. Med virkning fra 1. januar 2011 nedsætter Lægernes Pension derfor grundlagsrenten tilsvarende. Dermed nedsættes grundpensionen på ordninger og dele af ordninger med betinget garanti.

Nedsættelsen af grundlagsrenten betyder, at Lægernes Pension kan undgå at sikre ordninger med betinget garanti mod konsekvensen af yderligere rentefald, hvilket er en forudsætning for, at medlemmernes pensioner kan opnå et konkurrencedygtigt formueafkast.

Som kompensation for nedsættelsen af pensionen indfører Lægernes Pension et ugaranteret aldersafhængigt tillæg, som kan udbetales oven i pensionen, når medlemmerne går på pension.

Medlemmerne varsles om ændringen af grundlagsrenten pr. brev i oktober 2010.

Længere levetid medfører, at Lægernes Pension nedsætter grundpensionen for ordninger og dele af ordninger med betinget garanti pr. 1. november 2009.

Medlemmerne lever stadig længere, hvorfor den samme opsparing skal række til flere års pensionsudbetaling. Forsikringspræmien for invalidepension nedsættes samtidig på grund af et betydeligt overskud på invalideforsikringen. Samlet medfører ændringerne dog, at grundpensionen sættes ned. Der er tale om nedsættelser på typisk 2-4 pct., for yngre medlemmer dog typisk 7-9 pct. Enkelte medlemmer vil opleve fald i pensionen på op mod 20 pct.

Medlemmerne varsles om ændringerne pr. brev i august 2009.

Selvom forudsætningerne om bidragsbetalingen ikke ændres, kan pensionens grundbeløb nedsættes i en del tilfælde:

1. For ordninger med fælleskønsgrundlag: Hvis kønsfordelingen af de omfattede medlemmer ændres væsentligt i forhold til den forudsatte kønsfordeling i fælleskønsgrundlaget.


2. For ordninger oprettet 1. juli 1999 eller derefter, herunder ordninger der er omtegnet i 2009, 2012 eller 2015, eller i det omfang bidragsbetalingen er genoptaget 1. juli 1999 eller derefter efter en periode med hvilende medlemskab eller i det omfang der er tale om forhøjelser af pensionen som følge af bidragsstigningen fra 1. januar 2000 og senere eller bonus fra år 2000 og senere:

Renten
Grundlagsrenten i de betingede grundlag vil fremover automatisk blive nedsat, hvis den gældende 20-årige swap rente fratrukket 1,0 pct.point og fratrukket PAL er lavere end grundlagsrenten,

i. hvis reglen medfører, at grundlagsrenten skal ændres, nedsættes til højeste grundlagsrente, hvor reglen ikke tilskriver nedsættelser, dog således at grundlagsrenten er et heltals multiplum af 0,5 pct.,

ii. hvis reglen medfører, at grundlagsrenten skal nedsættes, gennemføres nedsættelsen ved først kommende årsskifte, dog tidligst seks måneder efter datoen, hvor nedsættelsen blev bestemt,

iii. ovennævnte regel til hver en tid kan ændres af bestyrelsen.

Dødeligheden
De forudsatte dødsintensiteter kan jf. pensionsregulativets § T11 efter anmeldelse til Finanstilsynet ændres, hvis den observerede dødelighed blandt medlemmer og/eller pensionister over mindst en 5-års observationsperiode er ændret således, at der ikke længere er tilstrækkelig sikkerhed i de forudsatte dødsintensiteter.

Levetidsforudsætningerne i tegningsgrundlaget anses som tilstrækkeligt sikre, hvis der er en margen på mindst to års levetidsforbedringer i forhold til den estimerede modeldødelighed. Levetidsforudsætningerne påbegyndes ændret, hvis der er mindst fem etårige aldersgrupper mellem aldrene 30 og 90, hvor margenen ikke er mindst to år. Ændringen gennemføres senest to år efter, at behovet er konstateret. Efter ændringen i den forudsatte levetid skal der være en margen på mindst otte års forventet levetidsforbedring i den forudsatte levetid i det ændrede tegningsgrundlag.

Ovennævnte regler kan til enhver tid ændres af bestyrelsen.