Pensionsprognose

Vi har sænket vores forventninger til, hvad vi som pensionsselskab kan få i afkast i de kommende år. Det skyldes, at renterne er fortsat med at falde og nu i flere år har været tæt på nul. Vores nye forventninger til det langsigtede afkast er derfor sat ned fra 5,3 til 4,6 procent før skat.

Desuden stiger den forventede levetid for vores medlemmer og deres ægtefæller. Det er en glædelig nyhed for den enkelte, men det betyder, at vi skal udbetale pensioner i en længere periode. Derfor falder prognosen for den årlige pension.

Hvis du er tæt på pensionering, vil du ikke opleve nogen væsentlig ændring af din prognose. Hvis du har 10 til 15 år til pensionering, vil du opleve et fald i prognosen på mellem 5 og 10 procent. Hvis du har endnu længere til pensionering, vil faldet være større.

Din pensionsprognose viser dig, hvor meget vi forventer, at du kan få i pension. Prognosen vil ændre sig gennem årene i takt med, at vores forventninger til fremtidigt afkast og inflation bliver justeret. Jo tættere du kommer på din sidste arbejdsdag, jo mere sikker bliver din prognose, fordi færre ting kan falde anderledes ud end forventet.

Prognoserne er som nævnt vores realistiske bud her og nu på, hvad du vil få, når du går på pension. Den pension, du ender med at få, vil først og fremmest afhænge af, hvad vi rent faktisk opnår i afkast de kommende år.