Ny investeringsdirektør i Lægernes Pension & Bank


Peter Possing Andersen tiltræder som ny investeringsdirektør i Lægernes Pension & Bank med virkning fra 1. februar 2025. Som ny investeringsdirektør skal han stå i spidsen for forvaltningen af en samlet pensionsformue på godt 120 milliarder kroner for cirka 51.000 læger, der er medlemmer af pensionskassen. Peter Possing Andersen er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har en lederuddannelse fra Forsvaret samt mere end 20 års erfaring indenfor investering, strategi, analyse og ledelse. Han kommer senest fra en stilling som investeringschef i Tryg Invest og har tidligere arbejdet som seniorstrateg i Danske Markets og chefstrateg i Lægernes Pension & Bank.



Solide og stabile merafkast

Lægernes Pension & Bank har over de seneste 20 år sikret pensionskassens lægelige medlemmer et årligt merafkast på cirka 1 pct. Pensionskassen har netop justeret sin investeringsstrategi og valgt at stoppe med aktiv forvaltning af børsnoterede aktier og i den forbindelse skærpet sit fokus på den aktive forvaltning af øvrige investeringer som eksempelvis unoterede aktiver, kreditobligationer, infrastruktur og ejendomme. Peter Possing Andersen afløser investeringsdirektør Søren Nielsen, der i de seneste mange år har stået i spidsen for investeringsafdelingen i Lægernes Pension & Bank. Søren Nielsen har senest medvirket til at forberede, at medlemmer af Lægernes Pension fra 2025 får mere selvbestemmelse over deres pensionsordning og herunder også mulighed for at vælge markedsrente samt justere deres investeringsrisiko.



Faglighed og ledelsesmæssige kompetencer

”Investeringsafdelingen har i en årrække leveret solide og stabile afkast til gavn for medlemmernes pensionsopsparing og dermed bidraget til, at lægerne og deres familier kan gå en tryg alderdom i møde. Med Peter Possing Andersen sikrer vi et fortsat højt fagligt fundament samt en profil med de strategiske og ledelsesmæssige kompetencer, som er afgørende for, at Lægernes Pension & Bank også fremover vil kunne levere konkurrencedygtige afkast til medlemmerne,” siger Chresten Dengsøe, adm. direktør i Lægernes Pension & Bank.



Yderligere oplysninger:

Chresten Dengsøe, adm. direktør                                                                            Direkte:             33 47 81 23

Anders Lehmann, chef for kommunikation og PR                                                 Mobil:                51 39 01 65    

 

Om Lægernes Pension: Lægernes Pension blev stiftet i 1946 for at sikre lægerne og deres familier økonomisk tryghed igennem livet. Lægernes Pension har siden etableret Lægernes Bank og investeringsforeningen Lægernes Invest. Lægernes Pensionforvalter en samlet pensionsformue på cirka 120 milliarder kroner for mere end 50.000 medlemmer.www.lpb.dk.