Bankrådgiver til lægepraksisteam

Lægernes Bank er en bank for læger og deres familier. Vores fokus er at skabe værdi for lægerne, og vi har brug for endnu en erfaren og initiativrig bankrådgiver, som rådgiver læger i almen praksis og speciallægepraksis.

Jobbet

Kundekontakt fylder meget i jobbet – enten over telefon, online eller fysisk. Du får en mindre portefølje af attraktive kunder, som du skal pleje og i vid udstrækning selv opsøge, når du ser, at der er behov for rådgivning. Derudover skal du opbygge porteføljen med nye kunder, som primært henvender sig i forbindelse med, at de vil købe lægepraksis.

Sammen med 11 kolleger i storkundeteamet skal du fortrinsvis rådgive læger med egen praksis om deres økonomiske forhold og muligheder. Det gælder både erhvervsdelen og deres private økonomi og omfatter fx:

  • købs- og driftsfinansiering af lægepraksis
  • investering af frie midler, pensionsopsparing og midler under virksomhedsordningen
  • boligfinansiering
  • almindelige daglige bankforretninger.

Jobbet er en fuldtidsstilling.

Dine kvalifikationer

Du er bankuddannet og har en bred finansiel baggrund.

Du har mindst tre års erfaring med at rådgive større privatkunder og mindre erhvervsengagementer. Vi lægger vægt på, at du har arbejdet med og interesserer dig for at rådgive om finansiering af ejerboliger og håndtere bevilling af lånesager. Du har stærke kreditmæssige kompetencer. Det vil være et plus, hvis du tidligere har arbejdet med BEC’s systemer. 

Det bliver du en del af

Vi er en fuldservice bank på linje med andre banker. Forskellen ligger i vores rådgivning og vores priser. Vores kendskab til lægers økonomi er baseret på mange års erfaring, og rådgivningen er målrettet det, de typisk har brug for.  

Du bliver en del af en koncern i positiv udvikling, hvor din indsats og indflydelse er synlig. Vi arbejder i teams og har pensions- og investeringsspecialister nær ved.   

Vi tilbyder dig: 

  • en arbejdsplads med fokus på sundhed, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • kantine- og massageordning
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau.